Kategori: Generelt

Drømmetydning – hvordan det har gjort en stor forskel i mit liv

(Af Michael Rohde)

I mange år af mit liv var jeg fuldstændig ignorant i forhold til mine drømme. Jeg kunne ikke huske dem, og jeg mente drømmetydning var noget mærkeligt hokus-pokus noget, som ikke havde noget som helst hold i virkeligheden.

I dag kan jeg se, at jeg i min tilgang til drømme og drømmetydning var et produkt af min opvækst, mine venner og nok også tiden jeg lever i. Det virker som om, at der er i dag stadig ikke er plads til at sige at man arbejder med sine drømme, og at man er en stor fan af drømmetydning. Jeg oplever at de fleste ser skævt til én hvis man giver udtryk for eksempelvis at have truffet en vigtig beslutning på basis af en drøm man har haft. Jeg kan dog mærke en stigende interesse for drømmene. 

Der skulle en kæmpe personlig krise til før jeg selv fik øjnene op for mit indre liv – for mine drømme, og for hvilken enorm værdi der ligger i at jeg tyder og arbejder med mine drømme.

Det var således først da en psykolog jeg startede hos spurgte mig hvad jeg drømmer om natten, at jeg stille og roligt ændrede holdning overfor mine drømme og ja – drømmetydning i det hele taget (se bl.a. denne artikel om mig fra Nørrebro/Nordvest Lokalavis om, hvordan jeg ændrede holdning, eller dette klip fra Go’ Aften Danmark om selv samme).

Først var jeg i stor modstand overfor drømmetydning – men da jeg havde det rigtig svært på det tidspunkt var jeg villig til at “gå ind i drømmene”, for at se hvad de mon kunne give mig. Ved igennem mange år at have tydet mine drømme har jeg først og fremmest fået en meget bedre kontakt med mig selv, samt ikke mindst en forståelse af hvem jeg egentlig er.

Tydningen af mine drømme har hjulpet mig til at få øje på, at jeg forsømte en enorm musikalitet i mig selv, at jeg på ingen måder er perfekt (og at andre heller ikke er det), og meget vigtigt; fået mig til at indse, at min karriere var helt forkert for mig. Mine drømme tjener et stort formål bl.a. ved at sikre, at jeg kontinuerligt udvikler mig, personligt og fagligt.

De fortæller mig, hvis der stilstand i min udvikling, hvis der er noget jeg forsømmer af den ene eller anden grund. I forholdet til min kæreste gør drømmetydning en kæmpe forskel, da hende og jeg deler vores drømme med hinanden (dem vi har lyst til at dele) – og igennem denne udveksling og fælles tydning af hinandens drømme får vi en meget bedre forståelse af hvad der sker i den anden – hvorfor vi også kommer meget tættere på hinanden.

Dine drømme er en kæmpe gave fra dig selv til dig selv – og drømme, de skal tydes.

Godnat, og drøm sødt.

Michael