11. december 2015 - Kategori: Diverse

Det ene sted din selvtillid (især) bør komme fra

Kommer din selvtillid udefra eller indefra? 

Når vi især får vores selvtillid udefra føler vi os ”gode nok” i kraft af noget uden for os selv. Det kan være vores job (/titel), de penge vi tjener, det sted vi bor, de materielle goder vi har, de mennesker vi omgiver os med – eller sågar vores krop eller udseende, som i denne skelnen hører til i kategorien ”udefra”.

Når vi især får vores selvtillid indefra føler vi os gode nok – i kraft af en indefra kommende følelse af – at vi er gode nok! På denne måde er det meget simpelt, og på denne måde bliver det også meget tydeligt, hvor selvtilliden helst skal komme fra. Den skal især komme indefra. Det andet er alt for skrøbeligt. For hvad nu hvis du eksempelvis bliver fyret fra dit gode job – eller din (eventuelle) partner gør, og I må flytte?

I en del af mit liv – især fra jeg var ca. 18-35 kom min selvtillid overvejende udefra (og nu er jeg 40, så hey! det er ikke lang tid siden og jeg kæmper til tider stadig!). Jeg syntes jeg var god nok især fordi jeg havde et statusfyldt job (som jeg dog ikke følte nogen dyb glæde  eller mening ved). Og så gik jeg også overordentligt meget op i min krop, hvorfor en stor del af min selvtillid kom fra det faktum, at jeg trænede enormt meget.

På et tidspunkt hvor mit kropsfokus var på sit højeste (herunder en sygelig optagethed af hvad jeg spiste og drak) drømte jeg, at den proteindrik som jeg skyllede ned i store mængder når jeg havde trænet, fossede ud af sprækker i huden, alle mulige steder på min krop. Drømmen sagde – din krop kan slet ikke rumme alt det protein.

For mig var det lidt af et wake-up-call ift. et kost og træningsprojekt der var kørt helt af sporet, og derfor en pludselig forståelse af hvorfor træningen var så vigtig for mig. Den gav mig en følelse af at være god nok. Dengang fandtes Facebook ikke, men jeg kan levende forestille mig, hvordan jeg ville have postet mange selfies af mig selv foran et spejl kun iført træningsshorts 🙂

I andre drømme har jeg været oppe at slås med jakkesætklædte mænd (i mit tilfælde et billede på mere statussøgende sider af mig selv), og tabt… igen som et billede på hvordan det især var udefra jeg fik min selvtillid.

Selvfølgelig er der intet galt i, at en del af vores selvtillid kommer udefra, det er den næsten nødt til. Der er altså (selvfølgelig!) intet galt i at træne og leve sundt, eller gerne at ville tjene gode penge. Så længe selvtilliden især kommer indefra.

Hvor får du især din selvtillid fra?

Bedste hilsner

Michael

P.s. Vil du også gerne være mere bevidst om hvor du får din selvtillid fra? Giv dig selv min bog ”Sådan forstår du dine drømme” i gave. Eller giv den til en du har kær og som du tror vil få glæde af at lytte til sine drømme. Du kan købe den i en almindelig boghandel, eller online på Saxo.com (findes også som e-bog).

P.p.s. Nogle gør et nummer ud af at skelne mellem selvværd og selvtillid, det har jeg valgt ikke at gøre her.