Hvor meget drømmer vi, og drømmer alle? Drømmeforskningens klare svar.
Lad mig starte med det andet spørgsmål; JA – vi drømmer alle, og første spørgsmål; hver eneste nat, i gennemsnit 2 timer per nat, svarende til hele 6 år af et menneskes liv! Det er sgu da imponerende meget syntes jeg.
…så meget at jeg slet ikke kan forholde mig til dem der stadig mener, at drømmene ikke tjener noget egentligt formål, at de bare er ”psykisk skrald”; dvs. tilfældige kemiske signaler der farer rundt i vores hjerne når vi sover. Nej – de tjener et tydeligt formål (hvilket videnskaben forlængst har cementeret). Noget andet er så om vi kan huske drømmene. ”Drømmesøvnen” (også kaldet REM-søvnen, efter ”rapid eye movement”), blev opdaget i et søvnlaboratorium sidst i 50’erne, og siden da er der blevet forsket enormt meget i drømme og deres funktion.
Hvad drømmenes funktion angår, byder forskningen på flere svar (og ingen af dem kan vides helt sikre, sandsynligvis er der tale om, at drømmene har flere funktioner). Nogle forskere mener, at drømmenes funktion er at hjælpe os til at huske bedre – at når vi drømmer, ja så bearbejdes de mange indtryk vi har fået i løbet af en dag – og lagres i hukommelsen.
Dog er det vist, at især ”non-REM-søvnen”, dvs. den søvn vi har når vi ikke drømmer spiller en hovedrolle i tilegnelsen af ny viden. Andre mener, at drømmenes funktion er at rydde op i de mange input vi får i vågen tilstand, således at vi ikke ”koger over” af ”information overload”. Freud og Jung – begge oprindeligt læger – mente, at vores drømme indeholder uendelig meget information om hvad der sker i os, og ikke mindst information om vores psykiske velvære og udvikling.
Andre mener igen, at drømmenes funktion hovedsageligt er at sikre en mental balance hos os – så ligesom kroppen er i stand til at regulere og ”hele” sig selv – ja så er vores sind det også, og i dette spiller drømmene en central rolle. Derfor også oplevelsen som mange har haft af at gå triste i seng, og vågne op, med overskud og glæde (efter at have drømt).
Jeg tror selv meget på det sidste – at drømmenes funktion primært er, at sikre en mental balance hos os. I dette mener jeg også, at især Jung havde ret i hans tro på, at vores drømme fortæller os uendeligt meget om vores psykiske udvikling, eksempelvis i bevægelsen henimod at blive stadigt mere ”voksne”, tagende ansvar for eget liv og handlinger. Derfor kan drømmene også pege på steder i vores psykiske udvikling, hvor vi er ”gået i stå”. Hvad mener du drømmenes funktion er?
Cartwright, R. D. (1974). Problem Solving: Waking and dreaming. Journal of Abnormal Psychology, 83, 451-455.
Crick, F., & Mitchison, G. (1983). The function of dream sleep. Nature, 304(5922), 111-114.
Diekelmann, S., & Born, J. (2010). The memory function of sleep. Nature Reviews Neuroscience, 114-126.
Freud, S. (1899). Die Traumdeutung. Leipzig & Vienna: Franz Deuticke.
Hamilton, N. A., Nelson, A., Stevens, N., & Kitzman, H. (2007). Sleep and psychological well-being. Social Indicators Research, 82(1), 147-163.
Hem, L. (2002). Drømme, Psykoterapi og REM-søvn (Dreams, Psychotherapy and REM-sleep). Copenhagen: Frydenlund.
Hobson, J. A. (2002). Dreaming – A Very Short Introduction. New York: Oxford University Press.
Jung, C. G. (1962). Memories, Dreams, Reflections. London: Flamingo.
Wagner, U., Gais, S., Haider, H., Verleger, R., & Born, J. (2004). Sleep inspires insight. Nature (427), 352-355.