Kategori: Generelt

5 gode råd til, hvordan du bedre husker dine drømme

…”jeg er ikke så god til at huske mine drømme!” Eller “jeg kan aldrig huske hvad jeg har drømt” er nogle sætninger jeg hører meget tit. For at kunne tyde dine drømme skal du selvfølgelig kunne huske dem. Videnskaben har fundet, at kvinder i gennemsnit er bedre end mænd til at huske deres drømme, og kvinder tror i øvrigt – mere end mænd gør det – på at drømmes indhold faktisk betyder noget. Men både mænd og kvinder kan blive bedre til at huske deres drømme. Her følger 5 gode råd til hvordan du bedre kan huske dine drømme, og derfor også har et grundlag for at blive bedre til drømmetydning da du så har noget tyde!

1. Vis dine drømme interesse

I det øjeblik du begynder at vise dine drømme (ægte) interesse vil du opleve, at du bedre kan huske dem. Du får ganske enkelt en bedre forbindelse til dit ubevidste. For at finde denne interessere kan du se på dine drømme som en del af dig selv der er noget mere velinformeret – en del som er nogle skridt foran dit vågne/bevidste jeg, og som har nogle klare holdninger og meninger om måden hvorpå du lever dit liv.

2. Beslut dig for – og sig til dig selv – at du vil huske dine drømme.

Sig til dig selv – lige inden du falder i søvn – at du vil huske dine drømme når du vågner. På den måde fortæller du din hjerne at du skal kunne huske dine drømme.

3. Skriv dine drømme ned/indtal dine drømme

Hav papir og kuglepen liggende på dit natbord. Hvis du bruger en notesbog, sørg da for, have slået den op på den side hvor din næste drøm skal skrives ind – så skal du ikke bruge tid på at lede efter en blank side. Alternativt kan du indtale drømmen på en diktafon/din smartphone. Når du begynder at skrive dine drømme ned/optage dem fortæller du din bevidsthed og dit ubevidste, at dette er noget du gerne vil – og du vil blive bedre til at huske dine drømme. Rigtig effektivt bliver det så når du begynder at reflektere over hvad drømmeindholdet kan betyde.

4. Fokusér på at huske drømme(n) lige så snart du vågner

Lige når vi vågner er vi stadig halvt i drømmeland. Sørg derfor for, at dit vækkeur står tæt på dig når du sover – så tæt at du ikke behøver at stå op for at slukke for det. Når du at vågne ”alt for meget” vil drømmen forsvinde ud af hukommelsen. Lig derfor roligt i sengen når du vågner – gerne i den position du var i da du vågnede (dvs. da du drømte). Hold øjnene lukket, og forsøg at forblive i denne meget afslappede, halvt sovende tilstand – på den måde vil du bedre kunne huske drømmen(e). Og pas så på ikke at falde i søvn igen hvis du skal på arbejde – med mindre du har trykket på snooze-knappen! 🙂

5. Få nok søvn!

Vi drømmer mere og mere som natten skrider frem. Det betyder også, at vi eksempelvis drømmer allermest i de sidste 4 timer af en 8 timers nattesøvn (modsat de første 4 timer). Så for overhovedet at have nogle drømme at huske skal du også sørge for at få sovet nok…

Hvad med dig – har du andre gode råd til hvordan vi bedre kan huske vores drømme?