Kategori: Drømmesymboler

Drømme om penge / en skat – hvad betyder det? (drømmetydning penge, skat)


Drømmetydning penge / skat.
 Penge repræsenterer i virkelighedens verden en værdi – og i drømmene ofte en psykisk / mental energi.

Så at finde en skat – eller være i besiddelse af mange penge i drømme – kan være et billede på at være kommet i besiddelse af noget psykisk meget værdifuldt.

Men penge er i virkelighedens verden ikke altid forbundet med noget godt, og der kan altså derfor være flere vinkler.

Penge / skat i drømme som billede på noget psykisk værdifuldt. Du kan drømme, at du pludselig finder en masse penge – eller at du i en aflukket hule, eller et ikke før opdaget værelse i dit hus/lejlighed – finder en stor skat.

I denne situation er penge (skatten) ofte et billede på noget meget værdifuldt i dig selv, som du ikke før har været opmærksom på. Det kan være et talent, en kompetence du har (at skrive, male, synge, regne, analysere….listen er uendelig!) – som indtil videre ikke har været fuldt udnyttet.

Og når du drømmer at du så finder denne skat – ja så handler det altså om, at dit ubevidste gerne vil have dig til at gøre meget mere ved dette talent. Ligesom den bibelske lignelse, hvor moralen er, at man skal bruge sine talenter, og ikke grave dem ned. Som billede på denne indre skat kan du også drømme at du finder en perle, eller en diamant.

___

Foredrag om ubevidst intelligens og drømme på din arbejdsplads? Den er god nok.

Jeg holder mange foredrag om ubevidst intelligens (drømme) på arbejdspladser, i foreninger, netværk med videre.

Bl.a. om hvordan du ved at arbejde med – forstå og lytte til – dine drømme, får et meget mere glædes- og energifyldt (arbejds-)liv. Skal jeg komme ud på din arbejdsplads? Læs mere her:

JA – jeg vil også forstå hvordan mine drømme hjælper mig til meget mere energi og glæde!

___

Penge i drømme som noget materialistisk. Det er klart, at drømmene i deres sprog også kan være meget direkte, og fortælle om hvordan du forholder dig til penge/værdier i den virkelige/vågne verden – er du meget materialistisk i din tankegang?

Klynger du dig i drømmen til penge, statussymboler m.v.? Man kunne da sige, at du, som det er nu, har brug for noget uden for dig selv for at kunne sige, at du er noget værd. Drømmens budskab er da, at du skal prøve at finde noget i dig selv som du kan være glad for – at dit selvværd skal komme fra dig selv / indefra – og ikke fra noget udenfor dig selv.

Shopping / bruge penge i drømme. Du kan også drømme, at du er ude at bruge penge – eksempelvis at du i et shoppingcenter er på jagt efter noget bestemt. Det vil så mange gange være et billede på, at du febrilsk leder efter tilfredsstillelse af et (måske ubevidst/uerkendt) behov.

Som noget andet kan du også drømme, at du giver falske penge til nogen – som et billede på at du måske er uægte/falsk i din kommunikation/relation med bestemte andre i det vågne liv.

Har du drømt om penge – eller at du har fundet en skat? Skriv gerne i kommentaren.

Læs også: Hvorfor jeg ikke længere tolker drømme gratis

NOTE: Drømmetydning er en svær kunst – og drømmesymboler betyder ofte noget meget forskelligt for os alle sammen. Så når du har drømt om penge – eller om at finde en skat – ja så betyder det næsten med garanti noget andet for dig end for andre der har drømt det samme. Det centrale er derfor, at du i tolkningen af drømmen føler dig ”ramt” af din tolkning. Drømmetydning kan heldigvis læres – drømmenes sprog er et sprog som alle andre, og drømmetydning bliver lettere med tiden.